Jeg vender ofte i tankerne tilbage til minder hos min mormor.
Denne min barndoms tidslomme, hvor der først og fremmest var MASSER AF TID.
Tid der stod stille. Tid sammen med én, der havde tid. Stilhed og nærmest langsomhed.
Og så var der kedsomhed...
Har du prøvet at luften ligefrem emmer af kedsomhed?
Det er længe siden, jeg har oplevet det, men jeg husker det som en usynlig fjende, der lå tungt og truende hen over mig, mens jeg i baggrunden hørte Bornholmeruret tikke sin monotone slager, afbrudt af en falsk klingende hosten hvert kvarter, for så virkeligt at give den store fanfare et kort øjeblik hver hele time.
Dengang skulle den bekæmpes med en jordomrejse i mormors have, med besøg hos naboens køer, afstikkere ned til åen, et slag rommy, familiejournalen, kryds og tværs, håndarbejde - eller bedst af alt, højtlæsning af mormor fra en bog langt over mit lixtal.
Kedsomhed er ikke længere den store drage, engang så stolt og frygtindgydende.
Den er besejret. Og man skulle tro det var løgn, men af en skærm – ikke et skjold - men en skærm.
En skærm, der bombarderer os med billeder i en konstant strøm, så vores egen forstillingsevne er blevet overflødig.
Børn i dag behøver ikke at kede sig, for de har en skærm.
Nogle gange har de flere skærme.
De behøver ikke længere at bekæmpe den frygtelig drage, der tidligere havde til formål, at
overvinde den eksistentielle angst forbundet med følelsen af, at være alene med sig selv.