Kampen om tilstedeværelse
Nu begynder det at vende - sengeliggende i flere dage - jeg begynder at have kræfter til at se ud over mig selv og over på natbordet, hvor der står en enlig halvt udsprunget georgine i en vase og stråler.
Smuk, i al sin enkelhed står den, og vibrerer af grønt og hvidt, med en svag underfundig rødmen. At betragte dette vidunder, giver mig en stærk følelse af nærvær.
Og hvad er nærvær. Dette at føle sige tilstede lige her og nu.
Se og sanse sine omgivelser, samtidig med at man mærker sig selv.
At være fuldt tilstede i sind og krop uden at føle, man skal være nogen andre steder end lige her.
Muligheden for at være tilstede i nuet er under angreb, i det samfund vi har skabt os.
Der er hele tiden mål, der skal opfyldes, aftaler der skal overholdes, et tempo at holde trit med.
Som en maskine og dens mekaniske banken.
For ikke at nævne mobilen, computeren og tv-serier, der lokker med et fiktivt univers.
En konstant støj der aldrig tillader sindet ro, så indtryk og tanker kan bundfælde sig i bevidstheden.
Der er bare dét med nuet.
Som en afskåret blomst, der strutter af liv og skønhed står det et øjeblik - og så er det væk!
