Der var engang.....hvor årstider og naturens væsen var vores fælles referenceramme.
Naturen gav et hav af billeder, der både kunne bruges til at forstå livets og tiders rytmer.
Vi fik oplevelsen af at være underlagt noget, der var større end os selv.
Dette afspejlede sig i kunsten, i litteraturen og i musikken.
Vi kendte dyrs og planters navne. Vi dyrkede selv jorden og ernærede os af den.
I dag er vi næsten fremmedgjorte overfor naturen.
Dyr og planter bliver inddelt i større kategorier nu.
Vi ved, det er en fugl, men vi kender den ikke, hverken navnet, dens kalden eller levevis.
Det samme gælder planter og træer.
Hvis fødevarebutikkerne lukkede i morgen, ville der gå panik i store dele af befolkningen.
Og desværre er det sådan, at det vi ikke kender eller forstår, forsvinder ud af vores bevidsthed.
Vores adfærd afspejler den ligegyldighed naturen er blevet for os.
Det er mennesket i centrum nu. Menneskets dagsorden og behov.
Omgivelserne er blevet et middel for vores tilfredsstillelse og oplevelsen af at være en del af noget større er forsvundet.
Det afspejler sig i den måde vi underviser vore børn på.
Prioriteten bliver lagt på læsefaglighed og matematik og eleverne skal forholde sig til abstrakte begreber, der ikke har rod i egne erfaringer.
Det bliver på mange måder tom lærdom, og vi mister forbindelsen til os selv fordi det konkrete og naturen er blevet fremmed for os.
Det er i det konkrete og det nære, at vi finder og udvikler et sprog, der kan formulere de store spørgsmål, den dybe tvivl, og fortvivlelsen, når vægten af livet slår benene væk under os.
Denne form for livsopgaver kan ikke løses af matematiske formler eller grammatiske regler.
Ikke engang en tekstanalyse hjælper os her.
Det er først når vi får øje på og fatter omsorg for den uendelige kompleksitet af levende organismer, der omgiver os, at vi kan se os selv i en større sammenhæng.
Vi er ikke blevet mindre afhængige af naturen fordi vi har tabt bevidstheden herom.
Chokket bliver bare så meget større, når livets slagsider tvinger os i knæ.
Det er her man for alvor erkender, at man har brug for noget større end én selv.