Ikke underligt at dette citat af Ludwig Wittgenstein,(østrigsk/britisk filosof, 1889-1951), er et yndet udtryk, i mange forskellige sammenhænge.
Sproget i sig selv er dødt, hvis det ikke knyttes sammen med evnen til at reflektere, og skabe sammenhæng. Den menneskelige identitet bygger på dette, at veksle mellem tænkning og handling.
Jeg kom til at tænke på citatet efter en længere samtale med en god veninde. Dette, at have mulighed for at udtrykke sig selv i fortrolighed med et andet menneske. En fortrolighed, der er bygget op over tid. Som er et resultat af, gensidigt at åbne op for dele af sit tanke- og følelsesliv, og blive mødt med både anerkendelse og modstand.
Et trygt rum at udtrykke sit inderste, og samtidig blive holdt ansvarlig herfor i en eller
anden form for etisk vægtskål. At komme til sig selv, eller blive set og træde ud i lyset,
som det menneske man er, på godt og ondt.
Dialogen og den fortrolige samtale er for mig
en livsnerve i det at være menneske. Det er i mødet med en anden, at man forstår sig selv,
i en verden af uendelige muligheder, modsætninger og mælkeveje.
Det er når dette fundament er på plads, at man kan møde verden.