• MIR

Og der blev stille...


At være udøvende kunstner er en konstant længsel efter forløsning af en indre spænding, der vedvarende trænger sig på.

Et behov for at videreformidle dele af sig selv og fortolke det i et sprog, der kan opfattes af andre, gennem sanser, intellekt eller følelser.

En længsel efter samhørighed og samtidig en oplevelse af dyb isolation og ensomhed.

En konstant vekslen mellem flod og ebbe.

Efter perioder med skabende og udadvendt virksomhed, trænger behovet for stilhed sig på.

Disse to, ebbe og flod er gensidigt afhængige af hinanden.


Da regeringen lukkede Danmark ned i marts grundet Covid-19, blev hele landet stille.

En ufrivillig periode med lavvande og påtvunget inerti, lammede store dele af nationen.

Vi, som er podet fra barnsben om vigtigheden af produktion, kommunikation, forlystelser og adspredelse, blev skudt til hjørne ved rygterne af en for os fremmed og uønsket gæst, nemlig døden.

Og ja døden er, for de fleste uønsket, og har en effekt som at blive ramt af en vognstang.

Døden rykkede i ét nu tættere på i vores bevidsthed, selvom den i realiteten jo altid har været der.

Døden blev på et øjeblik en reel trussel, der kunne forandre familiers og samfundets matrix.

Den blev også - som et forstørrelsesglas, muligheden for, at få prioriteterne og værdierne i ens liv op til revision.

Stilheden er så småt forbi. Vi forsøger at få gang i hjulene som før, og larmen er begyndt at tage til. Jeg håber at vores skabende virksomhed, hvad end vi nu foretager os, vil bære præg af den eftertænksomhed, som stilheden appellerede til under nedlukningen.

At vore aktiviteter ikke bare føjer til larmende ligegyldighed, men laver et aftryk af mere varig karakter, som kan aflæses og viderebringes i de relationer vi er en del af.

130 visninger

2019 by. Mougaard  Photos / Video / Web

  • Instagram - Hvid Circle
  • Faze`N`MIR Youtubechannel
  • w-facebook