På vej til Fredericia og Galleri 39, hvor jeg sidder vagt i dag, kom jeg til at tænke på bogen "Momo og tidstyvene" af Michael Ende. Om pigen, hvis største kvalitet er hendes evne til at lytte til mennesker og være tilstede med dem, børn som voksne. Mens de taler og hun lytter, finder de svar på deres problemer. Med sit stilfærdige væsen og evnen til at lytte uden at komme med løsningsforslag, repræsenterer Momo både stilhed og nærvær.
Alt er godt, indtil de grå mænd, tidstyvene, gør deres indtog. I effektivitetens navn er der nu ikke længere tid til unødvendig omgang med hinanden. Tiden skal spares op. Børnene skal ikke længere lege. De voksne skal være fornuftige med deres tid og frem for alt undgå at bruge den på andres behov.
Det er efter min mening en profetisk bog, der beskriver tidsånden i den vestlige verden.
I denne måned har jeg fire udstillinger spredt ud over Fyn og Jylland. Af en eller anden grund klumper arrangementerne sig sammen og jeg får forrygende travlt. Jeg føler mig priviligeret, men ved af erfaring, at man bliver dum af at have travlt for længe. Man mister roen, indsigten og overblikket.
Det er i stilheden og fordybelsen, den som opstår af umiddelbar interesse og ikke nødvendigvis er nyttig, at nye idéer fødes og skaberkraften vokser.
I fortællingen om Momo, modsætter pigen sig tidstyvenes tyranni, ved først og fremmest ikke at glemme sig selv. Hun afvæbner deres magt ved at gå baglæns.
Det bliver klarere for mig at den tid vi har er dyrebar.
Den tid, vi har er nu; den kan ikke bruges med tilbagevirkende kraft.
Kunsten at gå baglæns er at leve nuet langsomt, så sjælen kan følge med.
